Sommerhilsen

Sommerhilsen

"Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi. Op mod solen ler vi, den vil skinne, til ferien er forbi."

Feriesangen

Lyse nætter og varmere temperaturer har meldt sin ankomst, og hos Nasure glæder vi os til at gå på sommerferie, og der vil derfor være lukket for support i uge 28, 29 og 30.

Foråret har budt på masser af spændende opgaver og nye samarbejdsrelationer. I samarbejde med Den Regionale Tandpleje i Region Syd har Nasure bl.a. haft et pilotprojekt kørende angående digitalisering af §166 Ansøgning om tilskud til tandbehandling. Den digitale formular er blevet integreret i EDI Portalen som en del af en ny feature, og udvalgte testklinikker har i løbet af perioden haft mulighed for at teste den.

Med digitale formularer er det muligt, som bruger af EDI Portalen, at udfylde og sende attester, erklæringer eller lignende. Som afsender kan du nemt indhente patientsamtykke og vedhæfte relevante dokumenter til den digitale formular, inden du sender den til en specifik modtager. Ønsker du at blive tilføjet til listen over modtagere af digitale formularer, kan du let registrere dette under ”Stamoplysninger” på EDI Portalens forside.

Nasure forventer, at det i løbet af sommeren vil blive muligt for alle brugere af EDI Portalen at anvende den nye feature Digitale formularer. I første omgang vil det kun være §166, der er tilgængelig i EDI Portalen, men vi håber på at tilføje flere digitale formularer hen ad vejen, da Nasure gerne vil være med til at forbedre og digitalisere manuelle arbejdsgange.

Hvis jeres klinik har behov for at få tilføjet en specifik formular, attest, erklæring eller lignende, så henvend jer endelig til Nasure, og vi vil hjælpe jer videre i processen.

Efter sommerferien arbejder vi videre med flere spændende tiltag og løsninger til EDI Portalen, som vi håber på at kunne løfte sløret for i Q3 og Q4.

Rigtig god sommerferie!